MINE 5 BUD

Moses havde ti bud. Så hellig er jeg ikke.

Jeg har kun udarbejdet fem bud eller pejlemærker for mit arbejde.

  • #1: Følelser er kun farlige, hvis vi ikke tager ansvar for dem
.

    Derfor ser jeg det som min opgave at hjælpe medarbejdere og ledere med at sætte ord på det, der tynger og er svært – og tage ansvar for det. Det svære forsvinder sjældent af sig selv. Det gælder også svære følelser. Men de bliver håndterbare, når de bliver forstået og sagt højt.Det minder i grunden om i Harry Potter, hvor ingen tør sige Voldemorts navn. For det, vi ikke taler om, styrer os. Det, vi sætter ord på, kan vi arbejde med.

  • #2: Alle ønsker at være “normale”
.

    Der kommer mange mennesker igennem min butik med vidt forskellige problemstillinger. De fleste fejler (heldigvis) mindre, end de frygter. Fælles for dem er, at de – inderst inde – håber, jeg fortæller dem, at de er normale. Oplevelsen af at være normal kan få skuldrene til at sænke sig, skabe ro og give mod til at tage fat på det, de kæmper med. For ellers havde de jo ikke opsøgt min hjælp.

    “Normal” er i øvrigt den diagnose, jeg oftest stiller.

  • #3: No cure, no pay
.

    Hvis det mod forventning skulle være gået nogens næse forbi: Jeg ønsker ikke at blive opfattet som en varmluft-psykolog. Derfor arbejder jeg efter et enkelt princip: Leverer jeg ikke noget af værdi, skal du ikke betale. Punktum. Resultater før faktura, for arbejdslivet er for kort til varm luft.

  • #4: Mine fire tommelfingerregler.

    I min opgaveløsning arbejder jeg ud fra fire tommelfingerregler: For det første skal der være et reelt problem for mig at løse. For det andet skal problemet være erkendt af alle involverede – og der skal være enighed om, at det faktisk er et problem. For det tredje ligger ansvaret for løsningen i sidste ende hos ledelsen, og det er dér, løsningen skal forankres. Og endelig skal organisationen være villig til selv at gøre arbejdet.

    De regler gennemsyrer alt, hvad jeg gør – og afgør i øvrigt, hvad jeg siger ja – og nej – til.

  • #5: Indrømmelser er mit vigtigste arbejdsredskab.

    Når jeg arbejder med svære opgaver, oplever jeg ofte, at parterne har en tendens til at pege på hinanden som problemet. Og selv hvis det delvist er rigtigt, løser det sjældent noget at pege på andre. Det er i bedste fald ineffektivt – i værste fald ansvarsfraskrivelse. Derfor er indrømmelser et af mine vigtigste arbejdsredskaber. For i en indrømmelse tager man udgangspunkt i sig selv og i det, der er svært at være med. Jeg ved, at forandring sjældent begynder med anklager. Den begynder med en indrømmelse.